søndag den 23. december 2012

På tøsetur med Janne og Gadget

Søndag den 16. December startede ikke helt som planlagt. Jeg havde godt nok stillet mit vækkeur, men ikke slået det til. Jeg skulle op kl 6. Så havde jeg god til til at lave kaffe og hygge inden jeg skulle køre ind og hente Janne kl. 7:30. Kl 7:10 skubber Janus til mig og siger: "Skulle du ikke op?" Jeg sprang ud af sengen, skyndte mig at sætte kaffe over og gøre mig klar på badeværelset. Godt jeg havde gjort alt klar til afgang dagen før. SMS til Janne om forsinkelsen - Gadget ud i bilen og så afsted.

Turen gik til Holland. Gadget skulle ned og parres med Ice (Nice of you to come by Number One). Det var rigtig hyggeligt at have selskab på turen. Så var vi to til at køre, og så er der en at dele oplevelsen med. Køreturen gik fint, vi sad kun lidt i kø, næsten ved målet på grund af et trafikuheld.

Vi skulle mødes med Ice hos dem der har ham til daglig. Danielle var til agilitykonkurrence. Ice viste sig at være en sød og imødekommende hund. Jeg havde jo kun set billeder og hørt om ham inden turen. Vi tog Gadget med ind i haven - hi hi - der var ikke meget romantik i Ice. Han forsøgte med det samme at parre hende. Det faldt ikke i god jord. Dog efter ganske kort tid, havde vi første parring.

Nu var det tid for Janne og mig at finde vores hotel. Danielle havde booket et værelse til os. Vi kodede GPSén (Jannes nye - den er sgu god) og kørte afsted. Det viste sig at være et meget fint 5 stjernet hotel. Værelset var dog ikke så dyrt, der må have været en klækkelig rabat. Rigtig fint værelse med fladskærm og store senge. Der var en kogekedel og lidt pulverkaffe og the. Vi var trætte og sultne, så vi ringede efter roomservice :-) Dog kun en pizza, så det var ikke voldsomt dyrt.

Dagen efter kørte vi op til Ice igen. Denne gang var Danielle kommet på besøg. vi skulle jo også ordne lidt papirer, så jeg kan få stambog på hvalpene. Ice havde lært lidt af dagen før. Denne gang gav han sig da lidt tid til en smule romantik inden parringen.

                                    Forhåbentlig omkring 17. februar kommer der en flok lækre hvalpe.

Turen hjem gik som smurt, vi spillede trivial  på Jannes Ipad, og legede 20 spørgsmål til professoren. Grænsehandel blev det også til. Det var ikke lige det vi havde mest lyst til, men nu var vi der og vi havde lovet at tage lidt med hjem til julegodter. (+ lidt øl og vand)



fredag den 14. december 2012

Soon....

 Gadget (Kojima's GaGa Gadget)

Sunday morning Janne and I will drive to The Netherlands. Gadget is to be mated to the handsome Ice


Ice (Nice of you to come by Number One)

Around 17th. february, hopefully there will be little Puppies. I expect them to be very active and suitable for sporting homes.

tirsdag den 27. november 2012

Fremgang i træningen

Det er egentlig noget sjovt noget, det med agility. Jeg har løbet i mange år, men aldrig rigtig "gjort mig" til konkurrencer. Ikke fordi jeg ikke har haft hundene til det. Både Bobbie og Pei Pei havde både fart og glæde ved at løbe agility. Det har Exit og Gadget i den grad også, men jeg lider af konkurrencenerver, så når det gælder, bliver mit løb ret så forkrampet, og det straffer hundene med det samme. Der er dog aldrig nogen der har oplevet mig blive sur, eller ladet mine manglende resultater gå ud over hundene. Jeg har altid haft en fest med at løbe med mine hunde.
Søde glade Bobbie 2005
Pei Pei i Åbenrå 2009
I den seneste tid har jeg dog oplevet en stor fremgang i min træning med især Exit. Jeg har trænet et par sommer sæsoner i Horsens ved Anne Kew og hendes dejlige døtre :-) Det har sat en masse på plads i mit hoved og jeg begynder at få styr på felter og slalom. Jeg deltager også gerne på Bordercollie klubbens kurser i Kolding. Sidst var jeg på kursus hos Ann-Britt Holmegaard Gravlund-Krat. Hold da op hvor Exit lige pludselig kunne løbe svære baner....og jeg kunne nå helt ned i den anden ende  - pyha, der skulle løbes. Men hvor er det fedt når det man har trænet på virker. Jeg mangler endnu at se det virke til konkurrencer, men jeg er fuld af forhåbning. Jo mere jeg tror på, at vi kan, jo bedre går det.
Exit for fuld fart i Dronninglund 2012
Lille Gadget er også godt på vej. jeg har med vilje taget det meget roligt med hende. Jeg vil gerne have at hun har hovedet med. Lille frøken langben er ret sjov, hun kan løbe stærkt når hun er sikker på hvad hun skal. Så jeg arbejder på at få min handling af hende til at sidde lige i skabet. Hun tænker mere end Exit, så det er ikke hovedet under forbenet løb jeg får med hende.

Gadget november 2012

Jeg glæder mig meget til at komme til konkurrence igen. Søndag den 9. december står den på Julestævne ved DcH Horsens. Kun med Exit :-) Gadget skal vente til næste år.

mandag den 24. september 2012

DcH's DM

Nå ja, når man ikke kan kvalificere sig til at deltage i DM, må man jo bare melde sig som hjælper. Det blev til en skøn weekend med masser af god agility og hundesnak.
En tjans som banebygge/fixer gav rig mulighed for at følge konkurrencen på nærmeste hold. Jeg havde mit kamera med og fik da taget lidt billeder. Ikke så professionel kvalitet, men alligevel sjovt at have. Nogle gange fanger man nogle sjove ting.
Som når Emily Kew danser twist
Jari der kan stå på "hænder"

Eller Susanne og Fendi der er ved at vælte

Jeg er nu også ganske stolt af Jim Hempel og Bailey (Kojima's Brilliant Bali Hai) Der fik en flot 5 plads. 



torsdag den 31. maj 2012

En arbejds Pinse

Vi har en ombygning i gang. Hele etageadskillelsen er blevet skiftet, alt er skiftet. lofter i kælderen, bjælkerne der bærer gulvet, isoleringen og nu er vi ved at lave selve gulvet i stueetagen. Der skal lægges klinker, så der skulle støbes. Jo, det kan man godt på et bjælkelag, der skal bare lægges stålplader der er beregnet til det. Så er er lagt Rionet med varmeslanger, og derefter skulle der støbes.
Hele pinsen er gået med det projekt. Lørdag, mens jeg var på arbejde, sørgende Janus for at lægge det sidste gulvvarme og rydde det sidste væk. Søndag gik vi så i gang med at støbe. Jeg passede blandemaskinen og Janus lagde betonen ud. Puha, det var hårdt, men 7  kæmpe sække med støbemix spærrede indkørslen så campingvognen ikke kunne komme ud. Så jeg bed tænderne sammen og blande beton til den helt store guldmedalje. Det skal siges " Jeg egner mig ikke som murerarbejdsmand" Mine arme gjorde ond og jeg kunne tydeligt mærke at mit skadede håndled ikke havde godt af den behandling. Vi blev ikke færdige søndag, det tog alligevel længere tid end beregnent, så vi måtte fortsætte mandag. Heldigvis var vi færdige mandag eftermiddag kl 15. Hold da fast hvor var jeg træt, men nu var gulvet støbt og campingvognen befriet.
Hundene nåede selvfølgelig at sætte poteaftryk i den våde beton. *GGG* Vi har endnu ikke støbt gulv nogen steder i huset uden at der er blevet sat poeaftryk. Tirsdag blev gulvet spartlet med noget selvnivelerende halløj, så nu er det fint og glat og klar til klinker.
Denne weekend der kommer står nu i agilityens og campingens tegn. Vi trænger i den grad til at komme lidt ud og slappe af.
Jeg er nu glad for min campingvogn og min gasgril. Vi har jo ikke noget køkken, og det har vi ikke i nogen tid fremover, så jeg sætter pris på at kunne lave mad i haven. Det slår købemad til enhver tid.
Jeg har ikke fået syet så meget. Jeg er frygteligt træt om aftenen, men jeg må snart igang igen. Det ligger vist noget og venter. Min hjemmeside kan jeg ikke opdatere. Jeg kan ikke finde den "pind" den ligger på. Men den finder jeg nok når jeg får tid og overskud til at rydde op.

torsdag den 12. april 2012

Lidt godt og blandet

Bare for at starte med det trælse. Tirsdag var jeg til kontrol med mit håndled. De kunne ikke se noget på røntgen, men jeg har stadig ondt det forkerte sted, så det var gips på igen og nu venter jeg så på en tid til scanning. (MR eller CT eller hvilke bogstaver de nu synes) Håber det "bare" er en ekstra kraftig forstuvning. ellers hedder det 6 uger mere i gips.
Diesel banker Handy
Nå ja, hvalpene synes det er dejligt at jeg er hjemme. De er i dag 6 uger og meget frække. Jeg lukker dem i haven uanset vejret, når de er vågne. Så kan de løbe krudt af derude. Det er også lige noget der passer dem. Jeg kan næsten ikke få dem ind igen, men de må ikke sove derude, det er lige lidt for koldt endnu.
Happy
Hvalpene bliver mere og mere sjove. De store - især Gadget - leger med dem. De lærer også en del hundesprog. Exit viser gebis når han vil være i fred, det bliver fint respekteret. Han er nu sød nok, og hvalpene må gerne rykke ham i halen og ørerne, bare ikke hele tiden.
Jeg har måttet finde en måde at låse lågen til hvalperummet. Windy åbner den, og så myldrer 5 frække hvalpe op af trappen - windy har vist ikke læst den bog der siger hvalpe ikke skal gå på trapper.
Nu kommer den travle tid, hvor hvalpene skal chippes, øjenlyses og sundhedstjekkes. Og de skal ud og opleve mere af verden. Jeg har mange ideer, men ved ikke endnu hvad der bliver til noget. Jeg kan ikke alt med en hånd.
Diesel, Handy og Houdini i fuld fart
Handy er endnu ikke solgt. Han er en meget fremmelig hvalp og vil kræve en ret aktiv ejer. Han er fræk og ofte den første til at undersøge nye ting.

fredag den 30. marts 2012

Intet er så skidt at det ikke er godt for noget

Tirsdag eftermiddag satte jeg hegn op i haven for at lukke af for vores nye køkkenhave. Kim har gravet og gravet og jeg gider ikke beskidte hundepoter. Der skal nok komme fine grøntsager til både os og Janne og Kim :-)
Solen skinnede og hvalpene fik en legetur på græsset. Jeg nød min kaffe på terassen og ventede på at Janus kom hjem fra arbejde. Kl. 17:30 vil jeg gå ind og lave mad. Jeg skulle lige have alle tingene med ind, og fik så øje på at jeg havde efterladt samledimser til hegnet nede på stensætningen. Vil så skrå ind over for at hente dem, i det samme bestemmer Exit sig for at løbe i haven. Han tror åbenbart at jeg vil gå af flisegangen og ikke over gruset og løber lige ind i mine ben. Slam dunk og der ligger jeg så. AV for h...... Jeg havde kameraet i højre hånd og for at passe på det falder jeg ned og tager fra med venstre. Først tror jeg bare det er slaget, men det gør bare mere og mere ondt. Janus får mig overtalt til at ringe til skadestuen.
Vi kører så ind til Kommunehospitalet. vente vente vente........ Jeg sender Janus hjem til hvalpene, de skal ikke være så længe alene, vi har jo været på arbejde hele dagen. Endelig er det min tur, og jeg bliver sendt en tur i røntgen. de kan dog ikke se noget brud, men da jeg har ondt et dumt sted vælger lægen at lægge min arm i gips. det skal jeg så have på indtil tirsdag efter påske. Så skal jeg igen i røntgen for at se om der er noget. Åbenbart er der noget med at håndrodsknoglerne godt kan være skadet og det først viser sig efter noget tid. jeg håber dog at jeg slipper med skrækken og at gipsen komme af.
Men når det nu skal være, så giver det mig ekstra tid med hvalpene :-) det er dejligt, selvom alt er besværligt med gipsarm.

fredag den 16. marts 2012

H kuldet 2 uger


Så blev de små H'ere 2 uger gamle. Øjnene er nu åbne og de er blevet meget mobile. Men de er stadig ret usikre på benene, det ser sjovt ud når de vakler rundt og prøver at bide i hinanden.
De tager fint på og har treboblet vægten siden fødslen. Pascha er en god mor. Windy er ret interesseret i dem, men hun må endnu ikke komme til dem for Pascha. Hun må pænt vente til de kommer med op i stuen.
3 af hvalpene har fundet gode hjem, men der er stadig to af drengene der mangler et aktivt hjem.

onsdag den 8. februar 2012

Mens vi venter.....








Nu er der kun lidt over 2 uger til Pascha's hvalpe ser dagens lys. Hun er blevet godt tyk og meget sulten. Denne gang har hun ikke haft madlede, og nærmest "kræver" mad. På fredag henter vi hende hjem. Efterhånden som hun spiser mere og hvalpene fylder mere, så skal hun også oftere ud. det er meget nemmere for os at lukke i haven, end for Janne og kim at gå ned fra 3. sal. Især nu hvor hun også vil ud om natten. Den nye fødekasse kommer hjem fredag, så har hun også tid til at vænne sig til den.


Paschas mave dag 38



Vi har også lavet ny kældertrappe og gulvet i stueetagen skal skiftes. Der er lidt byggerod og vi bliver ikke færdige inden hvalpene kommer, så de bliver vant til lyden af diverse bore-, save-, skrue maskiner. Men det går jo nok. Vi laver ikke mere af gangen end der også er til og plads til et kuld hvalpe.

Pascha tager en lille morfar dag 43


Ksan næsten ikke vente på at se hvad den tykke mave gemmer. Der er som sædvanlig et par flasker rødvin til den der gætter antal og fordeling af hanner og tæver.