tirsdag den 27. august 2013

Østrig tur/retur

 Tirsdag den 13. august 
 
Når nu Pascha ikke fik hvalpe, kunne vi jo ligeså godt tage på ferie. Kl 17:30 startede di bilen med sneglehuset på krogen og drog afsted sydpå. Planen var at køre til et stykke ud på natte n og så holde ind og sove 3-4 timer. Turen gik godt, der var næsten ingen trafik. Vejret var ikke specielt godt, men det rengnede kun lidt. Vi nåede et stykke forbi Hannover, inen vi syntes at vi ville sove lidt. Det var lettere sagt end gjort. Der var ikke plads på rastepladsen, alle andre havde fået samme ide. Vi måtte køre videre til næste plads. Der lykkedes det os at "snige" vogntoget ind, og vi tog en velfortjent lur.



Onsdag den 14. august


Vi vågnede kl 7 og efter lidt strække ben og hundeluftning, fik vi lavet kaffe og købt lidt morgenmad til turen videre. Det er altid spændende om vi kommer forbi München uden "stau". Denne gang gik det som smurt. Tænk hele vejen igennem Tyskland uden at køre i kø. Endelig nåede vi den Østrigske græse.
 
GPS'en kunne kun finde én vej med den adresse som var angivet på campingpladsen. Jeg var dog noget i tvivl om det var det rigtige sted. Det var ret tæt på Innsbruck og jeg mente vi skulle et godt stykke længere. Jeg fik ret i min mistanke, så jeg måtte sætte GPS'en til at finde Prutz (den nærmeste by til campingpladsen) Det var bedre, og vi fandt stedet uden problemer.

Fin campingplads. Rene og pæne faciliteter, men pladserne er, som altid i denne del af Europa, meget små. 3 meters reglen vi har i DK gælder ikke her. Vi ligger TÆT. Til gengæld har vi plads lige ned til Inn og udsigt til bjerge.Vi fik sat op og luftet hundene. De var godt trætte efter turen og det samme var vi. Resten af dagen stod på afslapning og hurtig aftensmad. Klokken var kun 21:30 da sengen råbte på os.

Udsigt fra campingvognen


Torsdag den 15. august


Dagen startede skyet,men snart fik solen brændt skyerne væk og det blev blå himmel og 25 gr.Det var ikke det store vi orkede, men en gåtur i nærområdet blev det til. Hurra for hundevenlige campingpladser. I ganske kort gåafstand var der et lufteområde, hvor hundene måtte være løse og med adgag til at bade i floden. Jeg skal lige love for at hundene nød det. Derefter en lille tur i Prutz, den lille by vi bor ved. Meget hyggelig, men meget stille. Restan af dagen, afslapning, lækker aftensmad og luftetur.Og så lige en film.


Fredag den 16. august

Vi stod op til en klar blå himmel. Dagen tegnede til at blive varm, så vi puttede hundene i bilen og kørte til Kaunertal. En flot køretur op i bjergene i en naturpark. Vi regnede med at der var køligere oppe i højden. Det var der sådan set også. Kun 17 gr i 2750m, men med solen bagende fra en skyfri himmel føltes det varmt. Det var stadig shorts og T-shirt. Vi havde ellers pakket både lange bukser,sko,strømper, trøjer og jakker. Nogle gange når vi har været så højt oppe har det kun været 4-5 gr. Planen var ellers at vi ville have taget svævebanen op til 3100m. Men det var for varmt at efterlade hundene i bilen. Det må blive en anden gang. Der er utroligt smukt og vi fik set en masse på vejen. Hundene fik lov at løbe lidt løs et par steder. Ellers sad de bare i bilen, så da vi kom tilbage til campingpladsen, fik de lige en tur på luftestien og et kølende bad i floden.
 
Vandfald var der nok af


Lørdag den 17. august

Udsigt til endnu en dag med 28 gr og høj sol. Vi pakkede hundene i bilen og kørte en tur i Pitztal.En skøn køretur i smukt landskab, der endte ved et område med mange vandrestier og en bjergbane op til Pitztal gletcheren. Vi tog de gode sko på og begav os op i bjergene. Hundene nød det, for de kunne løbe frit og drikke vand af klare bjergbække. Der gik løse køer rundt med klokke om halsen (det gør der overalt i bjergene) Meget hyggeligt, men sådan nogle taber jo lidt "kokasser" rundt omkring. Det er ikke "skidesmart" når vi har Windy med. Hun fandt en dejlig frisk én at rulle sig i. ADDR!! og vi som havde tænkt os at sidde og få en lille forfriskning inden vi kørte hjem. For ikke at tale om at hun skulle med i bilen. Der var ikke andet at gøre end at vaske "møghunden" i en iskold bjergbæk. Janus fik æren, og hun blev da nogenlunde præsentabel. Resten blev vasket af i floden, da vi kom hjem. Dejlig tur - vi skal ud og finde flere vandrestier.

Møghunden Windy


Søndag den 18. august

Her i Tirol, har enhver bjergtop med respekt for sig selv, en borg eller et slot. Og Janus kan ikke tåle at se sådan noget i det fjerne, uden at vi skal prøve at finde der op. Vi kan se en fra Prutz, den måtte vi finde. Vi fandt den, men det var ikke muligt at komme helt op og se den. Det var slt for varmt at efterlade hundene i bilen, og det var et turiststed med adgangsbillet. I stedet kørte vi til Landeck - en lidt større by. Vi gik lidt rundt, men det var søndag og alt var lukket, så det var lidt kedeligt. I stedet kørte vi op til et vandrested og fandt en rute, hvor det var muligt at gå i sandaler og med hunde. Jeg tror hundene kommer i superform af denne ferie. De løb frem og tilbage på stien og op og ned af skrænter. I dag var vi forholdsvis tidligt tilbage på campingpladsen. Der er lovet gewitter i vejrudsigten. I skrivende stund trækker der sorte skyer ind og det er trykkende varmt. Mon det ender med et BRAG

Badetur i Inn


Mandag den 19. august


Braget udeblev, men vejret er gråt og køligt. Vi kørte til Imst, hvor der skulle være nogle gode vandrestier. Desværre gav det sig til at regne og vi besluttede at køre en tur til Innsbruck. Det var lige vejr til at udforske en sørre by, men vi kunne ikke finde en parkeringsplads. Alt optaget og der var tæt trafik. så kørte vi tilbage til campingpladsen. på vejen handlede vi lidt ind og så var der regnvejrshygge resten af dagen. Godt vi har en harddisk med film (tak Janni) Hundene fik sig en hviledag. Det var ret meget regn vi fik, og med torden i det fjerne. Pludselig gik strømmen. Frem med lommelygten og ud til elskabet. Det var ikke kun vores strøm, men også naboernes. Heldigvis var det bare et relæ, og naboen fik det slået til igen. Vi hyggede i campingvognen resten af aftenen.

Alpeko


Tirsdag den 20. august


Overskyet men tørt. En tur til Ötztal stod på programmet. Vejret var lidt køligere og da vi nåede lidt op i bjergene, var der kun 10 gr. På med de lange bukser, sko og en softshell. Denne gang valgte vi en smal og lidt stejl sti op af bjerget. En meget fin tur og sikke en udsigt. Hundene løb som sædvanligt op og ned, mens vi møjsommeligt travede op af den smalle sti. Man skulle have 4 ben og lidt færre kilo at slæbe op. Vi prøvede at finde den "pæne" vej hjem, men efter lidt kørsel af smalle bjergveje endte vi alligevel med at tage landevejen det sidste stykke. Vel tilbage i Prutz, tog vi den sædvanlige luftetur med hundene langs floden. De fik badet lidt og tisset af. Men nu kunne vi se på Windy at det vist var nok med bjergvandringer for denne gang, hun er lidt brugt. Exit's ben er vist helt i orden, ham kan vi ikke mærke noget på og gadget, den lille bjergged, er i fin form. så var det opvasketur for Janus, men jeg passede hunde. Så god mad, vin og hygge.

Vandretur i Pitztal

Onsdag den 21. august

Sidste hele dag på campingpladsen. lækkert lækkert solskinsvejr igen i dag. lysten til det helt store eventyr var der ikke. Men hundene skal jo luftes, så vi kørte op til Kaunergrat Naturpark. Der er mange vandrestier. Vi fandt en fin en som hedder Kultur ur weg. En del af en gammel handelsrute fra bronzealderen. Turen tog 1½ time den ene vej og vi landede der hvor vi nogle dage forinden lige havde luftet hundene. Turen tilbage gik lidt hurtigere, det var jo ned af bakke. Hvor er her smukt, jeg har øvet mig med mit "nye" kamera, som jeg fik af Janne i fødselsdagsgave. Mangler godt nok en bedre linse, men er alligevel spændt på om der er nogle billeder der dur. Jeg tror jeg så en kolibri - Findes de i Alperne? Forsøgte at tage et billede, men havde ikke tid til at indstille kameraet og jeg kunne ikke se noget på skærmen på grund af solen. Håber jeg fik fanget "kolibrien" (det gjorde jeg så ikke). Efter den skønne gåtur, holdt vi ind ved et destilleri. Nu havde vi kørt forbi skiltet med "Echte Tirolischer Bergmarillen hver dag. Jeg måtte ind og se hvad det var. Det var så aprikoser :-) I den lille forretning kunne man købe alle mulige likører og snapse. Vi købte en flaske brombærlikør og en Marille snaps og et glas marillen marmelade. Glæder mig til at smage. Dagen sluttede som de andre med luftetur langs floden, god mad, hygge og det sidste rødvin.

Hundene venter på os
 

Torsdag den 22. august


Hjemrejsedag. Først morgenkaffe og nyde udsigten en sidste gang, derefter afregning og pakke sammen. Vvejret var skønt, så vi fik alt pakket tørt ned. GPS'en blev sat på hjem, men den ville en anden vej end den vi kørte herned. Hmmm.. Frem med kortet for at se vejen, det er jo ikke alle steder vi kan køre med campingvogn over alperne. Det så nu fint ud - motorvej hele vejen, og så var det ca 100 km kortere. Det måtte vi prøve. Sikke mange tunneller! Den længste var 14 km. Vi fik da vores lyst til tunnelkørsel stillet. Noget af motorvejen var meget dårlig, men til gengæld var trafikken nogenlunde og vi kom kun til at køre lidt i kø. Vi kørte til nord for Hamborg og så holdt vi ind for natten. Vi kunne godt have kørt det sidste stræk hjem, men vi havde lovet Janus' far at tage lakridskonfekt med fra grænsebutikken.

Hundene løber i forvejen
 

Fredag den 23. august

 
Tidligt op og afsted igen. vi var hurtigt ved grænsen, fik købt lidt og så hjemad. Nu skulle det blive godt at se Snærildvej igen. Nu er vi hjemme igen, hundene fræsede rundt i haven og faldt så om i skyggen. Vi nød en kop kaffe på terrassen. 
 
Det er absolut ikke sidste gang vi holder ferie på denne måde. Næste gang skal vi have lidt bedre udstyr og bedre kort og så ud og udforske bjergene. 

  


 

Uha vi er kommet højt op




Ingen kommentarer: